tirsdag den 29. januar 2013

Kærlighed i slægten

Jeg har jo tidligere skrevet om ubetinget kærlighed i slægten som får lov til at sejre. Man kan jo altid gætte på sådanne historier, og det har jeg gjort i forbindelse med mine tiptipoldeforældre fra Fyn. Det drejer sig om  Hans Jørgensen (1829-1919) og  Ane Cathrine Rasmusdatter (1824-1890) fra egnen omkring Hattebækshuset.
De får i 1852 sønnen Rasmus Jørgensen (min tipoldefar) uden for ægteskab - højst uhørt på tidspunktet endvidere kan man sige, at det ikke var unormalt, at barnet fik morens efternavn, men dette er ikke tilfældet her. Hvordan kan jeg så komme med påstanden om kærlighed, vil man måske spørge sig selv - se her kommer svaret!
Jeg undrede mig over, at barnet fik faderens efternavn, så jeg gik i gang med at se om parret senere var blevet gift, hvilket heller ikke var helt unormalt for tiden, men det blev de ikke lige med det samme. Parret blev først gift d. 15. nov. 1856, hvilket jeg ikke helt kunne forstå indtil det gik op for mig, at det måske var hendes far, som var imod ægteskabet, så måske havde de ventet, til han var død? Og helt rigtigt - det havde de! Han døde nemlig d. 24. feb. 1856. Dermed var grundstenen lagt for min fortolkning af hele hændelsesforløbet - selvfølgelig kan man aldrig være helt sikker, men hvorfor skulle hun gifte sig med ham efter 4 år - skaden var jo sket? Desuden havde hun jo også fået et barn med ham, som fik hans efternavn. Nej, jeg synes, at det hele pegede i retning af kærlighed mellem 2 mennesker, som dog ikke kunne få hinanden, fordi Hans Jørgensen ikke var velhavende og højst sandsynlig under Ane Cathrine Rasmusdatters stand. Dette vidner forløbet med barnet også om - normalt ville hun være blevet gift med ham for at undgå skandale for familien, men det blev hun altså ikke og måtte i stedet føde barnet udenfor ægteskab. Men alligevel får parret hinanden til sidst! Det var en dejlig historie at opdage i familien! Jeg håber, at I kan finde lignende skæbner i jeres familier, hvor 2 mennesker får lov til at få hinanden i kærlighedens navn.

Christian

P.S. Her er lige billeder af nogle af parterne, så der er ansigter på personerne ;-) - Igen nedstammer I fra disse personer, så skriv endelig til mig for jeg deler gerne mine billeder.
Rasmus Jørgensen ses helt ude til venstre med hans kone Dorthea Margrethe Hansen på den anden side af barnebarnet. Bag hende ses Ane Margrethe Jensen og Johannes Marius Jørgensen (mine oldeforældre)

Her ses Hans Jørgensen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar